Rejseberetning fra Dolomitterne

Marlene har besteget et bjerg med ligesindede

13 kræftoverlevere fra Proof of Life har været på bjergtur for at genvinde troen på kroppen og møde nye venner, der har været gennem samme sygdom.

Beretning af Marlene Melchjorsen Corydon

Jeg er opvokset på Læsø og er vant til, at ”alle kender alle”, og at man aldrig er rigtig alene med livets udfordringer. Jeg har en stor og tæt familie, som nærmest lavede en mur af omsorg omkring mig, da jeg lige midt i julehyggen i december 2015 fik beskeden ”du har kræft, og du skal opereres lige efter nytår”.

På få måneder gik jeg fra at være en fuldstændig sund og rask 27-årig mor til to til at have æggestokkræft i stadie 3. For så to operationer senere igen at være (nogenlunde) rask, et underliv mindre og et hormonplaster rigere. Så vidt, så godt.

Jeg startede hurtigt tilbage på job igen, og hverdagen fortsatte. Men det var som om, der manglede noget… Ganske vist var understellet udhulet for kvindelighed, og jeg havde ikke samme tiltro til min krop – men det var mere mentalt.

Jeg følte mig ensom midt i orkanens øje af kærlige familiemedlemmer, mand og børn, venner og kollegaer. Og det slog mig, at jeg faktisk aldrig rigtig har talt med andre i samme situation. Nogen der virkelig forstår, hvad jeg tænker.

Lettere desperat på kontakt med ligesindede gik den store søgning i gang, og jeg faldt heldigvis over Proof of Lifes hjemmeside. Den nærmeste lokalafdeling var dog for langt væk til, at jeg ville kunne komme dér regelmæssigt. Men da jeg læste om de tidligere arrangerede rejser, var jeg ikke i tvivl – jeg skulle med!

Der gik vist heller ikke mere end et kvarter fra, at der blev åbent for tilmeldinger til en vandretur i Dolomitterne, før jeg havde sendt min tilmelding af sted. Jeg glædede mig som et lille barn til at skulle få den kæmpe oplevelse i bjergenes smukke omgivelser, at skulle lære ligesindede at kende og forhåbentlig blive lidt mere dus med min krop igen.

Nervøsiteten kom dog snigende, jo nærmere jeg kom sommeren: ”Hvad er det egentlig jeg har gang i?”. Jeg er ikke super god til at kaste mig ud i nye bekendtskaber, jeg kender ikke en eneste af deltagerne og har aldrig prøvet at vandre med rygsæk før, for da slet ikke at tale om at hænge på bjergsider og lege ”klatretøsen”!

Men flere dages vilde sommerfugle i maven forsvandt med ét i lufthavnen, da jeg endelig mødte mine rejsekammerater. Der blev hilst på, og jeg vidste med det samme, at det her nok skulle blive en fed tur!

Det var ret overvældende, da vi dagen efter steg af bussen i den norditalienske del af Alperne. Vi var klar til vores første dag som bjergbestigere, men forholdsvis uvidende om de kommende dages strabadser.

De seje arrangører Tim og Thomas havde fortalt at førstedagen ville være forholdsvis kort (”kun” små 5 timer) og ikke så svær. Vi skulle jo ”bare” gå opad… Men jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg aldrig før har svedt, prustet og kæmpet, som jeg gjorde den dag! Hvert eneste skridt var en kamp, men i pauserne var der overraskende nok overskud til at grine og kommentere de forskellige t-shirts kontinenter af svedpletter.

Halvvejs oppe var jeg inderst inde på grådens rand og var klar til at opgive. For hvis jeg havde det så hårdt allerede efter få timer den første dag, så ville jeg da aldrig komme igennem resten af ugen! Men ”hallo, hvad har du tænkt dig? Du står midt på et bjerg?! Der kommer ikke lige en bus forbi og kører dig ned igen.” Der var kun én vej: fremad.

Stemningen i hele gruppen var dog nærmest høj, da vi nåede over trægrænsen, og nu pludselig kunne se oversiden af de bjerge, der før havde dannet den dal, som vi gik i. En lille time tilbage før vi stod ved vandrehjemmet Locatelli, vores hjem for de næste to dage.

Jeg gjorde det!”. Der røg vist også en enkelt tåre af lettelse, stolthed og glæde, da jeg nåede toppen. Min tarvelige, slatne krop havde gjort det alligevel! Og pludselig var programmet for de næste dage ikke så skræmmende på samme måde, for hvis jeg kunne klare den første tur, så kunne jeg da klare alt?!

De efterfølgende dage blev vandreruterne gradvist hårdere, længere og sværere. Der var mørke og fugtige tunneler, der skulle passeres med pandelampe. Og der kom flere og flere stejle passager, hvor vi måtte have hjelm og klatresele på og bruge både hænder og fødder til at komme op og frem. Hver dag tænkte jeg ”det her, det klarer jeg ikke!” Og hver dag kunne jeg konstatere, at jo det kunne jeg godt!

Eftermiddagene gik med en munter og afslappet snak om diagnoser, kemokrøller og manglende kropsdele. Og hen over middagsbordet om aftenen var der en herlig blandet snak om køjesengene med ”numsehuller”, hvilke toiletter der havde fungerende låse, panerede karklude aka wienerschnitzler, og en kort briefing om morgendagens ture.

Det var så dejligt befriende, at der ikke var bekymrede blikke og medfølende hoveder på skrå, så snart ordet kræft blev sagt. Tænk at man kan føle sig så tryg og tilpas midt i en gruppe med 12 vidt fremmede og meget forskellige mennesker, under forhold hvor man kun kan drømme om varmt vand og ægte morgenmad.

Min største udfordring kom den sidste dag i bjergene, da jeg lidt overmodig fik meldt mig på holdet, der skulle bestige bjergtoppen Torre di Toblin (se hvor stejl toppen er på billedet nedenfor). Det var en rute med noget større klatre-udfordringer end de tidligere dage.

Da jeg på et tidspunkt hang fuldstændig lodret på en bjergside med syre i armene og den sikre død under mig (jeg havde på det tidspunkt ikke den store tiltro til min klatresele), dér pressede tårerne sig på, og jeg fortrød inderligt, at jeg var taget med op! Men som ved alle andre udfordringer i livet, så kan man ikke spole baglæns, og jeg blev nødt til at fortsætte. For der er jo som bekendt kun én vej: fremad og opad!

Det krævede opmuntrende kram og klap på skulderen fra en skønne rejsekammerater, da jeg fik lidt mere vandret underlag under fødderne. Og pludselig gik resten af ruten ok. For jeg kunne jo godt!

Det var så stort, overvældende og helt igennem sindssygt på den virkelig fede måde, da jeg pludselig stod der på toppen af bjerget sammen med de andre super seje rejsekammerater!

Lige i det øjeblik var det som om, at hele formålet med turen for alvor gav mening. Dér stod jeg og havde lige besteget et bjerg, jeg aldrig havde troet, jeg skulle kunne klare. Og jeg stod på toppen sammen med de skønneste mennesker, som havde gjort præcis det samme.

Nok kendte jeg ingen af de øvrige deltagere før turen, men jeg har en sygdom til fælles med dem, som ingen af mine nærmeste har oplevet. Og vi har på mere end én måde besteget de samme bjerge. Og den oplevelse er jeg så taknemmelig for at have fået med i mit forløb.

Jeg har fået nogle venskaber, der forhåbentlig vil vare ved i mange år fremad. Og sidst, men ikke mindst, så har jeg genvundet troen på mig selv og min krop.

Comments are closed.