På toppen i Marokko efter kemo

Beretning af Julie Bach Christensen

Når man som mig altid har været så skide fornuftig og gjort alt det rigtige, så skal tredje juledag ikke tilbringes på hospitalet med beskeden ”du har KRÆFT”.

Men her sad jeg altså som 24-årig på Århus kræftafdeling med fingrene i postkassen, når jeg i stedet skulle have ligget på sofaen i familiens skød og blot have kæmpet med juleforstoppelse sammen resten af Danmarks befolkning.

Fy for en skefuld. Øv, hvor var kemo da en helt igennem nederen oplevelse! I en klar stund mellem kemobehandlingerne havde min kæreste mig på gåtur i Rebild Bakker. Jeg gav alt for at klare mig over en bakketop, men måtte give efter halvvejs oppe og kaste op af udmattelse, selv om bakken ikke var særlig stor – nærmest kun en jordbunke.

Dengang var der intet, der tydede på, at jeg blot et år efter skulle forsøge at bestige Nordafrikas højeste bjerg på 4.167 meter. Men da Proof of Life arrangerede en tur i Marokkos bjerge, så tilmeldte jeg mig.

Hvorfor? Fordi det lød rigtig fedt, og jeg havde brug for en udfordring. Jeg har haft meget svært ved at vænne mig til min nye situation efter kræften, hvor jeg ikke kan det samme, som jeg kunne før, og jeg har derfor fundet nye interesseområder. For mig var turen en mulighed for at få en fed oplevelse, prøve noget nyt og vise overfor mig selv, at jeg stadig godt kan.

Jeg er inkarneret nordjyde og må med skam i stemmen sige, at alt syd for Århus er uberørt territorium. Nu skulle jeg en hel uge væk fra mit lille smørhul i Nordjylland. Væk fra kæreste, familie, veninder og alt som er trygt. Et eventyr ”alene” på egne ben sammen med 14 nye ansigter fra Proof of Life. Marokko, here we come!

 

En våd start på eventyret

Mine ben var knap så friske fra start. På den første vandredag i bjergene fyldte den muntre summen af hverdagssnak og livshistorier lystigt blandt flere af de andre i gruppen, men det eneste jeg havde i hovedet var ”et skridt mere, du kan godt”. Livet som bjergbestiger var hårdt!

Det hjalp ikke, da himlen blev mørkegrå, og regnen begyndte at sile ned. Personligt er jeg ikke det store udemenneske, så regn og våde strømper styrkede ikke min indre Robinson Crusoe. Mine støvler soppede, og alt i min rygsæk var vådt.

Som om det ikke var nok, nåede jeg kun lige at tænke ”nu kan det da ikke blive værre”, før vi blev bombarderet med hagl i paintball-størrelse.

 

Akklimatiseret bjergtrolde

Efter vejrforskrækkelsen trak jeg på turens anden dag i mine stadig våde støvler, mens den værste søvn blev gnedet ud af øjnene. Med kyndig vejledning fra vores arrangør og udstyrsguru Tim blev forberedelserne til vandreturen gjort: rygsækken blev pakket til ALT slags vejr, støvlerne snøret og afsted med os igen.

Planen var gennemgående den samme for hele turen – flotte og hårde opstigninger efterfulgt af interessante og knapt så nemme nedstigninger. Naturen var betagende smukt indrammet af de savtakkede golde bjergtoppe med muldyr og små geder græssende på bjergsiderne.

Groft sagt var det pisse hårdt, også meget hårdere end forventet hjemmefra! Men i takt med at dagene gik, fik vi flere kilometer i benene, og kroppen blev akklimatiseret til højderne, og så blev det nemmere og nemmere at følge med.

Eftermiddagene gik med solbadning, kortspil og kolde bade i omkringliggende søer. Stemningen var glad og løssluppen. Manglede man et vabelplaster, en flaske vand eller solcreme blev de hevet op af nærmeste rygsæk. Alle hjalp hinanden.

 

Fællessang på bjerget

Vores marokkanske team bestående af guider, kokke og muldyrsførere var med til at gøre vores rejse autentisk, kulturel og fuldstændig fantastisk.

De to lokale guider holdte et konstant højt tempo og sprang rundt som gazeller på græs ofte med en ekstra rygsæk på maven fra en af os udmattede nordboer. Det var mageløst at se, især når man selv satte hver skridt nænsomt for ikke at falde ud over en klippe eller skride i de løse sten.

Om aftenen efter te (vi drak virkelig meget marokkansk te!) samledes vi alle i teltet, og så stod den på fællessang. Jeg fattede absolut intet af de marokkanske folkeviser, som guiderne sang – men skidt, i bedste kanonstil sang vi med efter bedste evne. Tilsvarende kunne vi så sidde og grine af dem, når vi introducerede danske 80’er hits. Det var SÅ hyggeligt!

 

Krise før den store bjergtop

Til sidst så kom den: den længe ventede KILLER-DAG som udmøntede sig i en direkte battle: bjerget Toubkal vs. Proof of Life. En kamp på udholdenhed, styrke og en kæmpe portion stædighed.

Vi begyndte bjergbestigningen klokken 3 om natten med pandelamper i mørket. På et underlag af løse sten skøjtede jeg rundt de første par timer. Jeg oplevede total afmagt over mine bens manglende evne til at befærde sig på ujævnt terræn i nattens mulm og mørke. Der var KRISE! Jeg var træt, frustreret og havde mest af alt lyst til at give op – og vi havde kun gået i 3 timer!

”Heldigvis” var jeg ikke den eneste. Jeg gik som bagtrop med flere andre, og vi kæmpede hver især med store som små kriser. I mit hoved var det uoverskueligt at jeg skulle op på det bjerg, faktisk virkede det fuldstændig umuligt!

Men så skete der noget. Hvordan og hvad kan jeg ikke forklare, men med et trylleslag havde jeg et KÆMPE energioverskud. Mine ben var gået varme og krisen besejret! Den hårde lange del med klatring og meget stejle strækninger gik pludselig som en leg. Det var for fedt! Og da toppen af Toubkal endelig kom til syne, brød flere af os ud i tårer af lettelse og udmattelse – det var stort det her!

For bare et år siden havde jeg ikke kunnet klare en lille nordjysk bakke. Nu havde jeg besteget et vaskeægte bjerg på 4.167 meter! Det var en fuldstændig surrealistisk fornemmelse at kigge ud og kun se de andre bjergtoppe oppefra.

 

Fri leg i Marrakesh

Sidste stop på turen var storbyen Marrakesh. Tilbage til civilisationen, wifi og ikke mindst et rigtigt toilet. Den friske bjergluft blev skiftet ud med bilos og bagende varme. Lidt af et kulturchok for et sæt nyudklækkede bjergbestigere. Vi sluttede med en aften ude og spise i godt selskab, og så var det tilbage og pakke til hjemrejsen.

Hvis jeg skal beskrive Proof of Life i Marokko med tre ord, så er det udfordrende, selvreflekterende og fantastisk. Jeg fik udfordret min krop og lærte, at alt ikke er gået tabt under kemo. Jeg fik reflekteret over mine både gode og dårlig oplevelser i mit møde med kræft, og hvor meget jeg egentlig har lært om mig selv. Det har været en fantastisk oplevelse, og jeg er umådeligt taknemmelig for at have været med på den her tur.

Det har været en kæmpe oplevelse at være med, og jeg vil gerne sige et stort tak til Proof of Life samt arrangørerne Tim og Thomas for at planlægge og afvikle en så fantastisk tur.

En stort tak til hele gruppen for alle historierne, al latteren og al støtten. Jeg kunne ikke have gennemført uden jer!

Comments are closed.