En fjeldabes tur til Dolomitterne

DCIM100GOPROGOPR3961.

Mina Paasche fra Proof of Life København har delt sine uforbeholdne tanker og oplevelser fra turen til Dolomitterne, som foregik i august 2016.

De kalder mig en norsk fjeldabe, men sandheden er, at jeg har flyttet mig langt væk fra hjemlandets fjelde til det fladeste land, jeg kunne finde. Fordi naturen og mig aldrig rigtig har kommet så godt overrens, og sport har været et utænkeligt tidsfordriv – jeg som både lider af fartfobi, højdeskræk og først lærte at cykle i en alder af 22 år.

Jeg har aldrig savnet at kunne bevæge mig frit rundt i skov og mark – ikke før jeg blev tvunget til at have en langsommelig hverdag indenfor på Rigshospitalet, hvor jeg lå i sengen og piller, kemo og stråleterapi stod på programmet.

I vinter var jeg igen indlagt på riget og skulle tilbringe hver dag i to måneder i et trykkammer for at blive behandlet for stråleskader. Der bestemte jeg mig for, at når jeg slipper for at sidde stille koblet til alle disse maskiner, skal jeg ud og leve livet og få mest mulig ud af den tid, jeg har. Så da Thomas fra Proof of Life skrev, om nogen ville med på vandretur i Dolomitterne tænkte jeg: hvorfor ikke?

Farvel til piller og hej til vandrestøvlerne

Da sommermånederne nærmerede sig, begyndte jeg at tænke FUCK Mina, hvad er det du har meldt dig til?? Vandretur, hvor du skal klatre Via Ferrata?? 3000 meter over havet?! (“Via Ferrata” er en markeret rute, som man bevæger sig ad op/ned af et bjerg. Vejen er sikret med stålwire, således man v.h.a. en sele og karabinhager kan hægte sig fast og dermed få en sikkerhed for ikke at falde længere end sikkerhedslængden i tovet er, hvilket typisk er et par meter red.)

Jeg skrev med arrangørerne fra Proof of Life igen, og de forsikrede mig om, at det godt kunne lade sig gøre, og at de havde haft nogle med højdeskræk sidste år, hvor det gik fint. Så igen tænkte jeg: ja.. jo, hvorfor ikke. Der var jo også blevet skrevet noget om en tre-retters menu hver dag, så helt survival-agtigt kunne det vel ikke være.

Turen startede med, at jeg mødte de 14 andre i lufthavnen. Nogle kendte jeg lidt, og andre var helt nye ansigter. Folk virkede rigtig søde, og det var heldigvis ikke kun mig, som var lidt ængstelig for at klatre i Ferrata i bjergene.

Programmet stod på følgende:

Lørdag: fly til Venedig og ankomst til alperne lidt udenfor Cortina d’Ampezzo med middag og hygge.
Søndag: leje af ferrata udstyr, bustur til et sted hvor vi efterfølgende skulle vandre 11 km med 1000 m opstigning til vandrehjemmet Rifugio Locatelli med fuld oppakning.
Mandag: ”legedag” i bjergene med ferrata-udstyr.
Tirsdag: den relativt nemme dag med vandring fra vandrehjemmet Locatelli til vandrehjemmet Carducci.
Onsdag: den sværeste og hårdeste ferrata-tur.
Torsdag: vandre tilbage til Locatelli og frivilligt forsøg på topbestigning.
Fredag: middag og fest i Venedig.

Efter at have fået programmet serveret tænkte jeg, at jeg nok blev nødt til at skippe ferrata om onsdagen og topbestigningen om torsdagen for at ligge i fosterstilling og græde efter alt det vandring der.

Første dag Via Ferrata

DCIM100GOPROGOPR3978.

Den første ferrata-dag med klatresele om livet var nervepirrende, og jeg troede ikke, at jeg skulle komme igennem flere af stederne. Men heldigvis med kyndig guidning af arrangøren Tim, kom bagtroppen sirligt igennem selv de mest udfordrende områder. Havde det ikke været fordi, der stod tre tyske klatretøser og ville op den vej, som jeg havde kommet ned, havde jeg grædt af lykke over, at det hele endeligt var overstået.

Klatring i ferrataen havde ikke været sjovt, men lettelsen over endelig at være kommet igennem gjorde det hele til en mindre ubehagelig oplevelse.

Den “nemme dag”

Dagen efter skulle vi have ”den nemme dag”. En af de lokale, som arbejdede på Locatelli (vandrehjemmet red.) havde anbefalet Tim at tage os igennem en spektakulær krigsti, som skulle være nem. Perfekt for unge kræftoverlevende som os. Med kakao og flødeskum i mavsen begav vi os op på en fantastisk stentrappe, som gik opad… og opad. Vi komm ret højt op (!?). Jeg holdt vejret, men det gik fint.

Vejret skiftede, og mørke regnbyger kom til syne i horisonten. Så da vi skulle videre, lidt hurtigt, på verdens mindste sti, var vi og pludselig omgivet af tåge. Der var masser af ferrata-linjer, men vores udstyr lå på bunden af tasken, og stien var så smal, at det vil være svært at pakke den overfyldte taske op. Så vi gik igennem hele krigsstien uden klatresele – til og med dem, som ikke har højdeskræk, var lidt bekymrede.

Nedturen var også voldsom stejl og med løst underlag, hvilket gør, at man let kan komme til skade. MEN det gik fint og vi blev belønnet med varm frokost i en snehvid hytte, som var smukt placeret i en dyb dal. Bagefter var der kraftig opstigning og kraftig nedstigning til den absolut sidste hytte, som man kan finde i området. Den nemme dag havde vist sig ikke blive så nem som først antaget, men havde ført os igennem bjergene til et autentisk bjergbestiger-vandrehjem med en rigtig rar indehaver.

Hjertebanken og gensynsglæde

Onsdagen blev derefter en realitet – den frygtede, hårdeste dag. Dagen startede roligt på grund af sne (?!) i august. Vi vandrede heldigvis uden oppakning, hvilket føltes skønt for de ømme fødder. Vi kom forbi flotte fjeld, vandfald og masser af sten. Hjertet bankede ved gensynet med endnu en ferratta-linje – men denne gang ikke af frygt, som forventet, men af glæde. Glæde over at få lov til at være koblet på og sikret, som kontrast til gårsdagens eventyr på den lokale Mr. Lederhosens krigssti.

Hjertet bankede dog nervøst, både da vi skulle over en gletsjer og et vandfald, men jeg vidste jo, at de stærke mænd ville hjælpe mig igennem, og at jeg i hvert fald ikke havde lyst til at gå alene tilbage – så det var bare at fortsætte.

Vi gik frem og tilbage uden nogle problemer – krigsstien havde kureret enhver form for frygt, og jeg begyndte at tro på, at jeg selvfølgelig skulle bestige bjergtoppen i morgen. Det er jo ikke hver dag, at man får mulighed for at klatre i bjerge så mange meter over havet.

3000 meter over havetIMG_8504

Torsdag og topbestigning: Entusiasmen fra dagen før var faldet i gruppen, og nogle af dem, der egentlige gerne ville bestige den teknisk krævende top, havde trukket sig. Der var flere, som havde lyst til at bruge eftermiddagen i vandrehjemmet, godt adskilt fra vandrestøvlerne.

Mine ømme ben ville også rigtig gerne blive i hytten, men jeg var bange for, at jeg ville fortryde, når jeg kom hjem, hvis jeg ikke havde benyttet muligheden for at bestige toppen. Så jeg tog med!

Vi skulle klatre, og det hele gik så fint. Højt tempo, ingen traumer og pludselig står vi alle syv personer på toppen af Monte Paterno – 2995 meter over havet. Himlen var blå og udsigten overvældende smuk. Vi nåede at tage 1000 topbestigningsselfies og en lille gibbernakker.

Nedturen var noget mere tricky. Ikke fordi jeg var bange, mere fordi jeg var fuldstændig smadret i kroppen. Samtidig skete der noget helt fantastisk – for hvert skridt, og hver lille sten som trillede under mine fødder gik det langsomt op for mig – at jeg ikke længere lider af højdeskræk.

Hej-hej højdeskræk

Det er virkelig stort at kunne gå ind i mit 28. år med titlen bjergbestiger og ovenikøbet kureret for højdeskræk. Jeg kom hjem en succesoplevelse rigere, med nye venner, gode minder og masser af selvtillid.

Tusind tak til Proof of Life og arrangørerne Thomas og Tim for at give unge kræftramte mulighed for at sprænge grænser i de mest idylliske omgivelser.

Tak for jeres tålmodighed og alle de sjove, distraherende historier.

Comments are closed.