Dolomit-bandit

 

Fra pariser-shoppe-tøs til vandre-optimist – kan det blive en realitet?

På vandretur i Dolomitterne? Hvis du havde spurgt mig for et år siden, var det blevet et NEJ TAK. Der skulle åbenbart et kræft-forløb til, før den holdning blev vendt.
Jeg sikrede mig nemlig en plads med det samme, da jeg så titlen poppe op på Proof of Lifes Facebook side for et par måneder siden. Endda velvidende, at jeg nok ville komme på en tur, hvor jeg ikke kendte et eneste menneske.

Jeg kan ikke altid forklare, hvad det er, der har ændret sig ved mig efter min cancer-tid, men en af tingene afspejler sig klart, ved mit JA TAK, til en uge i de norditalienske alper.
Jeg skal på vandretur med POL” siger jeg febrilsk og optimistisk til mine veninder og min familie.
Svaret kom hurtigt tilbage; som en fordomsfyldt boomerang, klasket i hovedet på mig:
”VANDRETUR!?
Altså med rygsæk, klamme hytter, ingen bad, og tørt mad og tisse i naturen…………? DIG…..!?                    

Du er jo en pariser-shoppe-tøs ikke en vandreoptimist, for fa’en”

Sådan startede mit bjerg-klatre-eventyr.

 

Merinould…… hvad er det?

Proteinbar, pandelampe, vandresko og multitool, var blot få af de ord, der så helt fremmede ud for mig, da jeg stod og kiggede forvirret på udstyrslisten. MEN det helt afgørende ord var merinould. Marinould mig her og merinould mig der. Hvad dælen var merinould, og hvorfor var det så vigtigt?! Der blev pointeret, at det var meget vigtigt med sådan et par sokker af den slags uld, og også gerne en T-shirt og en trøje og en….. Jeg måtte fare til Eventyrsport. Jeg hoppede på cyklen i min lille farverige anti-outdoor-agtige sommerkjole, og da jeg ankom lignede jeg en der lige var landet på månen. De ansatte mindede mig mest af alt om et par omvandrende vandre-eksperter, klar til at komme forvirrede kunder som mig til undsætning.

Heldigvis var jeg en hel pose med merinouldtøj og -strømper rigere da jeg kom ud. Nu var jeg klar. Udfordringen var nu at presse ALT udstyret ned i en lille 40 liters rygsæk. Senere viste det sig slet ikke at være en pålidelig vandrerygsæk, men noget man brugte i 70’erne, som Tim, førende leder på turen, sagde til mig i Kastrups terminal 3. Da var det imidlertid for sent at gøre noget ved det. Kald mig bare vandre-forberedt. Jeg troede virkelig jeg havde styr på det.

Fra zombiemarch til ninjahop

15 stk. højtsmilede, optimistiske, begejstrede polomitter var klar til Dolomitterne. Nu skulle det ENDELIG ske.
Det startede godt ud. Indtil der kom en stejl bjergside. Samtalerne døde hen, og mere sved piplede frem kildrende, som små edderkopper der dansende på den ellers endnu rene hud. Regnen silede ned fra skyerne, og blev forenet med sveden. Vi gik sagte, langsomt, for at kunne holde  på energien. Der var jo flere timer, og endnu et par protein-bar-pauser til næste stop:  Nemlig den gyldne hytte. Hytten der duftede af træ og regn og fugt og kakkelovn og jul og fælles lejrskoleagtige sovesale. Intet internet, blot hinandens selskab ventede os forude.
Tempoet fik os til at ligne en gruppe zombier på march på en bjergside. Benene kæmpede sig frem, rygsækken tyngede, og armene måtte med på arbejde. Men vi delte smil og blink. Gad vide, hvordan vi ser ud oppe fra skyerne, tænkte jeg.
Kun få dage senere stod jeg midt mellem skyerne og kunne kigge NED, og der blev zombie-marchen erstattet med små lalleglade ninja-hop. Vi var høje. Højt oppe og høje af bjerg-glæde. De glatte klipper kunne bare komme an!

 

 

Fra frk. pivskid til frk. klatre-gede-tøs               
Det regnede igen, igen, igen, og natten forinden havde det lynet og braget så meget, at jeg havde klæbet mig til min sovepose, og krympet mig sammen som et lille foster i mors mave. Ynkelig og bange tænkte jeg store tanker, og nervøsiteten smeltede sammen med frygten og blev forenet og brudt af lynnedslag. Hvordan skal vi klare os levende igennem den her tur? Vi skal jo så langt op. Men et par dage senere stod jeg så på en bjergside med klatreudstyr godt bundet fast og strammet ind til min krop. Vandre-erfaren, men knap så klatre-erfaren. Klipperne var isglatte, og min tillid til mine ben var lig 0. Da vi kom til sværhedsgrad 2 på ferrati-skalaen (relativ stejl bjergside), fór ængsteligheden gennem mig, som et stød gennem min krop. Det endte med at jeg stod med begge hænder fastklæbet til to klipper, en tung rygsæk der nærmest hev mig væk fra mit allerede usikre fodfæste. Kroppen dirrede, kunne næsten ikke være i sit spændingsklimaks mere. Det er lidt som at lave planken i lidt for lang tid, bare krydret med lidt ekstra spænding. For giver du op, så ryger du et par meter ned – og slår dig. Virkelig slår dig. Det var lige hér at jeg havde mit ”nu-giver-jeg-op”-moment. Jeg råbte at jeg ikke kunne mere. ”Der er fand’me så fuc***** glat, og hvad har jeg dog tænkt på, at tro på det her. Det er jo ikke udfordrende, det er jo dødsens farligt, og nu har vi fand’me overlevet kræft.. Jeg vil ikke dø nu…. Og og og…” Jeg blev ved. Indtil tålmodige Thomas, leder på turen, kom mig til undsætning og nærmest bar mig ned.
Der stod jeg, få minutter efter, gispende efter vejret og kiggede op på de andre. Med en spændt og dirrende krop, en klump i halsen, og en frygt, der truede med at blotte sig og udskille tårer på min kind. ”Det vil jeg aldrig igen” sukkede jeg forpustet, lettet og opgivende. Kroppen var klar til at kollapse af udmattelse – men forude ventede verdens smukkeste gletsjer. Naturen var min helt egen redningsmand (ud over Thomas). Når jeg blev overmandet af de der opgivende øjeblikke – ja, så skulle jeg bare huske at kigge op. Kigge op på alle bjergtoppene, der tornede sig op om os, og gjorde os alle så små, og dem så STORE og pragtfulde.
Der gik kun to dage, og så var jeg SÅ klar til at klatre igen. Det var da vildt skægt!? Det var det vildeste jeg havde prøvet, og hold kæft vi var alle seje, udfordret. Vi kom igennem, og det var da piece of cake! Det var bare fordi det regnede at vi pev lidt. Sådan gik snakken og tankerne, og vi var alle høje igen, tændt på at opleve mere og fylde os med klatre-rus. Kun få dage efter skulle jeg ligeeeeee vise hvem jeg egentlig var, og jeg klatrede som et vilddyr, der søger føde. Om det regnede? Ja det gjorde det, men det rørte mig ikke spor!
Du er en ged” siger den førende leder, Tim,  så pludselig til mig. Vidste du at ged er verdens fedeste kompliment på bjerg-sprog? Det vidste du nok ikke, men jeg er sgu en ged , yes yes!

Er det en snickers-pusher, en mor-Mette og en bjergtop?

Det var sidste dag på turen og næste udfordring var: Bestige bjergtoppe. Planen var at jeg skulle slappe af, og bare tage billeder af de andres sejr. Alligevel endte jeg, på trods af den ømme krop og et bjerg-mættet hoved, med lidt pressen og skubben fra Mette, at stå parat til at bestige Monte Paterno sammen med hende og Tim. Der stod vi så. Trip, trap, træsko. Vi var som et omvandrende lyn. Hurtige og farlige. Det var ikke længere vores tur til at blive overhalet, men vores tur til at overhale. To store grupper endda. Det sted, jeg for nogle dage siden, havde stået og hylet og pevet ved, det hoppede jeg nærmest let og elegant henover – som en svane der udfolder sig! Kiggede tilbage, og tænkte, var det virkelig det, jeg var bange for? ”Giv mig mere udfordring!” skreg min krop nærmest. Og det fik jeg. Det begyndte at regne lige som vi låste os fast med ferratellien og skulle klatre os frem til toppen. Der var steder hvor jeg nærmest skulle hoppe mellem to bjergsider, og mit hjerte bankede, med stort B. Jeg hev efter vejret og kroppen fulgte med – skælvende. Tim forhørte sig: Var det nu sikkert at klatre derop? Spurgte folk der lige var kommet ned. Ingen var på vej op. Jeg havde lyst at gemme mig væk som et lille barn. Og selv modige Mette, der ikke havde sagt et kvæk på hele turen, kiggede forundret, og med et snert af nervøsitet ud over klipperne. Men der stod vi så. Midtvejs. Kroppen klæbet til den sikre bjergside. Det var et ”vi stopper herfra” fra mor-Mette og mig, efterfulgt af en laaang prædiken fra Tim om, at det var da piece of cake, og at vi havde klatret i noget meeeeeget sværere hele ugen og bla. bla. bla. bla. Hans stemme gik i et med bjergekkoet og forsvandt et sted langt oppe, langt henne, langt nede. Jeg ved det ikke. Indtil han så sagde. ”Vi tager sgu lige en snickers-pause….”               Han blev døbt snickers-pusheren. En pusher der kan noget fordi han virkelig vil noget, med sit bjerg-ivrige-hjerte. For den pause gjorde virkelig noget ved os. Hans iver smittede.
Vi var klar igen. Der var en farlig sky på vej, sådan en sky med torden og lyn i. Derfor havde vi fart på, men vi var dog listige, som et rovdyr på udkig efter sin føde.
Få minutter efter nåede vi målet. Toppen. Ingen nervøsitet. Bare en fuldstændig uimodståelig kosmos-lignende udsigt. Det var som et euforisk-kærlighedsstød, der fjernede alle min ømheder og frygten for at falde ned. Et frit fald i tivoli ganget med 100-følelse. Som at opdage et nyt kontinent. Det var det postkort jeg havde set 100 gange, bare den ægte vare. Meget smukkere. Jeg følte mig som løverens konge, som en bjerg-dronning, og skyerne kunne bare komme an. Kroppen var i lykketilstand, og jeg havde lyst til at råbe, danse og skrige på samme tid. Her stod jeg virkelig. MIG!? På bjergtoppen med mor-Mette og snickers-pusheren ved min side.
”Det kan man leve længe på”, hviskede jeg diskret til de to andre, og vi krammede hinanden.

Fra bjergtop til dansegulv

Sidste dag. Vi ankom ildelugtende (nej, ikke engang merinould kunne suge sveden væk længere) til et super cool vandrehjem i Venedig. Vi fik alle et bad. Lang kø, når alle 15 skal i bad. Vi fik vist også brugt det varme vand for den dag. Kvinderne hoppede i små kjoler. Kjoler, der lige kunne proppes ned i rygsækken, og drengene skiftede til skjorter. Vi var klar til en helt anden dag end de foregående dage i bjergene. Vi fik vældig god middag – uden kommen og gammel ost og skinke. Men højdepunktet lige der, lige nu, var Tims tale. Det blev et par sørgmodige minutter. Mest af alt fordi det nu var slut – men også de ord vi alle blev svøbt i. Han satte ord på os – som polomitter. Ord på den måde vi havde hjulpet hinanden. Taget hinandens rygsække, nærmest kæmpet om, hvem der skulle bære på mest. Hvem der kunne låne hinandens jakker, og et tak til dem der altid var der når tikkende tårer, eller vilde brokkende brøl meldte deres ankomst. Talen blev efterfuldt af skål hvorefter vi gik i retning mod vandrerhjemmets fancy dansegulv, hvor salsa var højdepunktet. Nu skulle der danses! Det var det mindste benene lige kunne holde til.

 

Et par stenhårde baller rigere

Søndag aften. Tilbage til en tom lejlighed, et tomt køleskab. Ikke engang en proteinbar tilbage. Ikke engang kommenbrød med Nutella eller ost tilbage. Blot en kuffert med dansende bjergsommerfugle klar til at blive åbnet i den fredfyldte lejlighed. Den ømme krop råbte på søvn, og de stenhårdere baller råbte forgæves ”AV!”. Og den nat. Den nat, der drømte jeg om bjerge, og om vandrestave, om kommenbrød (ja jeg drømte om kommen!?), om polomit-krammere og polomit-jokes. Om at føde nye polomit-traditioner, og om verdens bedste oplevelse jeg havde givet til mig selv. Om det bedste JA TAK jeg havde givet til en rejse i det ukendte.

Comments are closed.