Ægte eventyr fra turen til Gran Canaria

Kristian Erlandsen er ny i Proof of Life. Han har belsuttet at udfordre sig selv. Han har tilmeldt sig vandreturen på Gran Canaria. I skønne referencer til J.R.R. Tolkiens univers og hollywood-karakterer som Carrie Bradshaw og Patrick Bateman fortæller Kristian om sine op- og nedture – bogstavligt talt.

Læs hans eventyrlige rejseberetning her:Kristian Erlandsen

Med Proof of Life på Gran Canaria

Alt i livet kan beskrives ved hjælp af en allegori fra enten Matador, The Wire eller Ringenes Herre. Så da jeg fik konstateret testikelcancer i januar 2015, dykkede jeg med barnagtig kampgejst ned i sidstnævnte. ”You shall not pass” som Gandalf siger til Balroggen i Morias miner. Her burde man nok have anet det profetiske element. Fem måneder senere stod jeg der på klippeafsatsen som selvsikker sejrsherre, da balroggens pisk alligevel gav et sidste slag, snorede sig rundt om min fod og trak mig med ned i et tilbagefald og tre måneders yderligere kemoterapi af en langt mere hæslig karakter.

Glædesrusen var derfor kortvarig, da jeg i oktober 2015 blev erklæret sygdomsfri. Sammen med den velkendte postdepression, stod jeg tilbage med en ualmindelig dårlig kampform og diverse sære føleforstyrrelser. Her meldte sig derfor en stærk trang til at bevæge sig ”from the lowest dungeon to the highest peak,” som Gandalf beskriver kampen. Det var derfor et lykketræf uden lige, da jeg i en facebookgruppe en sen nat var hurtig til at reagere på et opslag om Proof of Lifes vandretur på Gran Canaria – en tur med Timse og Thomses Eventyrbureau.

We travel light

Første skridt var at få styr på alle trekking-accesories, og inden for friluftsverdenen støder man altså nemt på en tøjfetichisme og shoppingmani, man ellers kun finder hos Carrie Bradshaw fra Sex and The City og Patrick Bateman fra American Psycho. Man må ikke gå ned på gear, og alt er – undskyld mit franske – fucking dyrt. Udover vandrestøvlerne skal resten af udstyret være åndbart, så let som fjer, og kunne modstå et skybrud på linje med det, der lagde København under vand i 2011. I hvert fald, når man rådfører sig med gearentusiasterne, og dem var der mange af på holdet, der skulle afsted.

Det er selvfølgelig lidt specielt at skulle rejse med folk, man overhovedet ikke kender, men i Københavns Lufthavn føltes det hurtigt befriende pludselig ikke at være en minoritet. For en sjælden gang skyld var cancer en glimrende icebreaker. Folk kan tale med om angsten, kemo-anekdoterne og dårligt WiFi på Rigshospitalet. På turen blev der skam også rig mulighed for at genopføre scenen fra Dødbringende Våben, hvor Mel Gibson sammenligner ar med sin kvindelige kollega.

Vi ankom sent til danskernes foretrukne ferieø. Ja i første omgang vil mange nok undre sig lidt over destinationen. Som vanlig turist kender man jo kun Gran Canaria fra søsiden, hvor øen fremstår gold og definitivt ikke som en stor subtropisk naturoplevelse. Nærmere fyldt til randen med hoteller og restauranter, der mestendels byder på mad fra alle verdens hjørner og pudsigt nok sjældent den lokale gastronomi.

godt bjergbilledeMen Gran Canaria skulle vise sig at være noget ganske andet, så snart man bevæger sig opad og indad. Det gjorde vi tidligt næste dag. Foran os lå 12 km, og det lyder jo ikke af meget, men hertil kan man lægge 1200 højdemeter. Her tillader jeg mig lige at bruge en meget brugt og velkendt referenceværdi, på trods af at den må forekomme komplet idiotisk for alle andre end danskere og til nøds hollændere: Det svarer til at gå 29 gange op i Rundetårn!

Til at starte med vandrede vi ad grussti i solskinsvejr. Stigningen var ganske overkommelig, og jo mere man bevægede sig opad, jo mere frodigt blev det. Men så kom stigningen og regnvejret, og her må jeg medgive gearentusiasterne, at det nok havde betalt sig at investere i en dyr regnjakke, hvis prisen betyder, at kroppen kan ånde.

Jeg begyndte at kampsvede. Samtidig blev underlaget skiftet ud med sten og klipper. Det skal lige siges, at første dag også var den med mest vægt i tasken, fordi alle bar rundt på en del vand og frysetørret mad (det er ligeså delikat som det lyder).

Langt om længe nåede vi ”toppen,” og her ville det jo være rart at kunne høste frugten ved en eminent udsigt. Hvis det altså ikke var fordi, vi stod i en sky. Men det var dog smukt. Vi gik i en charmerende nåleskov fyldt med kæmpestore kogler, der ville gøre sig godt med guldspray og rødt bånd i en vindueskarm ved juletid. Det nåede vi så at nyde lidt, før det igen gik brat opad det sidste stykke mod teltpladsen.GC solnedgang 2

Jeg har dyrket motion på moderat niveau i mange år, men jeg er definitivt ikke typen, der kunne drømme om at presse mig selv til et maraton – eller en fjerdedel maraton for den sags skyld. Jeg må derfor indrømme, at jeg aldrig har oplevet fysiske anstrengelser, som det jeg prøvede den dag, og jeg var godt nok færdig, da vi endelig nåede teltpladsen. Der var absolut ikke videre festligt. Ulækre toiletter, regn, pissekoldt, tyk tåge og dårlig jord, der ikke ville tage imod teltpløkkerne. Aftensmaden kunne jo godt have været en slags belønning, hvis det ikke var fordi, det tog en krig at lave mad til 15 mennesker på primus. Dertil vil jeg tilføje, at frysetørret mad altså heller ikke er nogen stor gastronomisk oplevelse, selvom det er spiseligt. Vi lagde os tidligt til at sove i et iskoldt telt. Der lå jeg så og overvejede, hvad fanden i helvede, jeg havde meldt mig til.

What about second breakfast?    

Dagen efter drog vi ud fra teltpladsen. Vejret var stadig ikke med os. Vi havde direkte kurs mod en by, hvor der efter sigende skulle være en restaurant. Det var der ikke. Turen mod byen havde været ren nedstigning, og turen hjem mod teltpladsen gik derfor naturligt nok kun op. Nedslående. Men her kom heldigvis en særdeles tiltrængt game-changer – solen brød frem. Endelig kunne man begynde at nyde udsigten, og der var kun ren begejstring at spore hjemme på teltpladsen. Vi kunne pludselig se, hvor vi var, og jeg sværger, ved alt der er helligt, at pladsen ville få et klokkeklart 5-tal i Hammerslag, hvad angår placering. Til alle sider en formidabel udsigt, hvor alt netop lignede noget fra Ringenes Herre. Eller måske nærmere Jurassic Park, og det ville slet ikke have virket malplaceret, hvis der pludselig kom et par flyveøgler baskende. For det ikke skal være løgn, lykkedes det også et par af de kvindelige deltagere at charmere sig frem til øl fra et par lokale campinggæster, der var på vej hjem. Den smagte selvsagt fortryllende.

GC_øl og fedudsigtAlligevel var det rart, at vi på tredjedagen kunne forlade campingpladsen velvidende, at fra nu af stod det på 4-stjernede hoteller. Der var dog endnu mere stigning i sigte på den tur, men her er Gran Canaria ret herligt indrettet. Jeg har vandret lidt i Norge, og der bliver det kun mere goldt, jo mere det stiger. På Gran Canaria er det lige omvendt, da skyerne afgiver deres fugt i bjergene. Denne her strækning var derfor én lang tur i botanisk have. Særligt da vi nåede 1700 meter over havet. Det var ren nydelse! Selvom turens ubestridte Aragorn Tim Barett, måtte skære hårdt ned på pauserne og skynde på hobitterne, så vi ikke tabte tempo og nåede frem i tide.

You would not part an old man from his walking stick?kristian erlandsen med vandrestave

Vi skal lige have én ting på plads om vandrestave. Den første regel er, at vi ikke taler om vandrestave. Den anden regel er, at VI IKKE TALER om vandrestave. Vi kommer desværre ikke uden om det, for det blev alligevel foreviget på facebook, før jeg kunne nå at forhindre det. Men jeg var altså begyndt at få enormt ondt i mit knæ på alle nedstigninger, så ondt, at jeg faktisk begyndte at foretrække, når det gik den anden vej. Indtil vi kom til hotellet, støttede jeg mig derfor til en ægte gandalfsk vandrestav. Men efter kyndig vejledning fra de to vandrestavstilhængere på turen, kunne jeg godt se, at jeg måtte overkomme forfængeligheden og investere i et mere moderne sæt stænger, hvis jeg fik chancen. Det fik jeg, da vi ankom til det første hotel. Jeg må ærligt erkende, at jeg resten af turen havde det der stavlook, der i en periode var højeste mode hos efterlønnersegmentet.

Men det var en god støtte, da vi den efterfølgende dagen bevægede os ned ad bjerget efter at have plyndret en morgenmadsbuffet, der stod i skærende kontrast til den frysetørrede havregrød, vi havde konsumeret de foregående dage. En pokkers hård tur, men det blev uden tvivl opvejet af synsindtrykkene, da man her fik smagt endnu mere på den store variation i naturoplevelser som Gran Canaria tilbyder.

Welcome to Rivendell

De to næste nætter boede vi på et temmeligt lækkert og charmerende spa-hotel med udsigt til en frodig dal, der snildt kunne lede tankerne hen på elvernes hovedstad. Der var hertil en hyggelig bar, boblebad, afsindig høflig betjening og Steinway-flygel, som godt kunne trenge til at blive stemt. Hotellet havde endda sin egen kat, der hyggede om gæsterne.

Den sidste rigtige vandring var for så vidt også overstået, og dagen efter vi var ankommet, var der arrangeret klatring, rapelling, mountainbike og ja … bueskydning. Sidstnævnte stak måske lidt ud, selvom det står fint til Ringenes Herre-referencen. Men med de andre discipliner, fik vi til gengæld udforsket endnu flere hjørner af begrebet bjergsport.

Den sidste dag tog vi mod turistbyen Maspalomas og dermed det Gran Canaria, som man kender. Her GC_ørkenlandskabkom vi også ud og gå i en sidste variation af natur – det 400 hektar store ørkenlandskab ved Maspalomas Beach. Sandklitter, der bogstaveligt talt er et stykke Sahara, der med tiden er blæst over fra Afrika. Her var i øvrigt endnu en naturoplevelse i vente, da der er tale om en nudiststrand, når man kommer ned til vandet.

Om aftenen var det tid til et finalerestaurantbesøg i feriebyen Playa del Ingles og selvfølgelig en velfortjent kold øl. Det er altid lidt af en udfordring at finde et godt sted at spise i store turistområder. For selvom koncentrationen af restauranter er enorm, lader det sjældent til, at den skarpe konkurrence formår at fremavle kvalitet. Men det lykkedes os at finde et hyggeligt sted, hvor vi kunne få de to GC-musthaves, som flere af os havde i tankerne: Paella og Sangria.

Bagefter gav tjeneren os drinksbilletter til et sted, i noget der hedder Yumbo Centrum. Det skulle vise sig at være et farverigt foretagende. For selvom centeret åbenbart er kendt for at have en del barer til det homoseksuelle publikum, var der godt nok påfaldende mange lige den aften. Herunder transvestitten der styrede musikken på den karaokebar, hvor vi var blevet sendt hen, og hvor en eurodanceversion af Alices Coopers ”Poison” tæskede løs, da vi ankom. Da jeg på et tidspunkt gik ud for at finde et toilet i det temmeligt store kombinerede fest-og shoppingcenter, kunne man ydermere se, at der også var tale om regulær gadefest. Her så jeg nemlig et kæmpe banner, der fik det hele til at give mening ”Maspalomas Gay Pride 2016 1-15 May.” Det blev en rigtig festlig aften.

There and back again

Jeg har set Ringenes Herre Trilogien et utal af gange og er derfor begyndt at spole over den lidt kedelige historie om Sam og Frodo, der jo bare går og går. Men jeg har nu fået en del mere respekt for den bedrift, skal jeg hilse og sige, og denGC_going up slags anstrengelser giver mening for os canceroverlevere.

Selvom ”At vinde kampen mod kræft” er blevet en udbredt måde at beskrive sygdomsforløbet på, synes jeg, det er uheldigt sprogbrug. Direkte respektløst, når man omvendt tillader sig, at skrive at han eller hun ”tabte kampen mod kræft”. I langt de fleste tilfælde er det op til tilfældet og lægerne.

Men kampen med sig selv er ikke til at tage fejl af. Mod angsten, mod forfængeligheden, og mod ensomheden, der forværres, når folk trækker sig væk fra det ubehagelige, de ikke forstår. Derfor også en kamp mod at synke ned i en pøl af selvmedlidenhed. Kræften og behandlingen er temmelig konkret, resten en del mere abstrakt. Men det er også det, der bliver siddende bagefter og her var en tur med Timse og Thomses eventyrbureau en tiltrængt distraktion. Som eksnarkomanen siger i The Wire:

”Getting clean is the easy part. And then comes life.”

 

Comments are closed.